Mave på rumfart

Posted by on 22. februar 2009

Sidste gang jeg var i Bolivia, viste min mave sig fra sin uskønne side. Frygten for at det skulle ske igen, blev kun delvist indfriet.

Tirsdag startede med et besøg på den lokale brandstation. Den 50 mand store brandstation, med 10 mere eller mindre funktionelle antikviteter af køretøjer, skulle dække et område på størrelse med Fyn og med en befolkningsmængde på knap 2 millioner indbyggere. En mildt sagt umulig opgave. Besøget var en succes og vi satte nu kurs mod et af Cochabambas store seværdigheder, den store Kristus figur. Turen op af bjerget tog ca. 20 minutter af snoede veje, som gav os en fantastisk udsigt udover Cochabamba. På toppen fik vi en, om muligt, endnu bedre udsigt.

Turen hjem tog knap en time og jo tættere vi kom, jo mere begyndte min mave at slå kolbøtter. Et tegn som blev fulgt op af et ondskabsfuldt toiletbesøg da vi nåede målet. Jeg overlevede dog kampen mod det onde og efter en halv time kom jeg afkræftet ud. Siden da har jeg fyldt mig med piller og min mave har opført sig fint.

Onsdag tog vi ind til Cochabamba centrum. Der tog vi på museumsbesøg, souvenirjagt og jeg fik købt mig et par solbriller. Solbrillerne skulle være af en fornuftig kvalitet, så de kunne bruges da vi senere skulle til den berømte saltørken.

Da vi kom hjem fik vi som altid stillet en masse mad på bordet af Doris mor. Hun er altid meget omhyggelig med at vi får spist en masse. For ikke at blive for syge, drikker mine forældre og jeg kun ”købevand”, og Coca cola. Min far er ikke verdensmester i at drikke noget med brus i og det resulterer ofte i at en ufrivillig bøvs toner frem, til stor morskab for os andre. Det virker meget primitivt at grine af en bøvs, men det er altså lidt komisk når det er meget ufrivilligt og fra en far som altid har prædiket god opførsel og bordskik. Om aftenen efter maden, hørte jeg et velkendt fløjt. Det var en af nabodrengene som kaldte sammen til en gang fodbold. Det tog heller ikke mange minutter før Juan Pablo, Denis og jeg havde skiftet til fodboldtøj og var klar til at give den gas. Desværre havde jeg ikke selv sko med til at spille fodbold i, så jeg måtte låne et par som var 2-3 numre for små. Vi tog hen på banen og ventede på at der dukkede flere op. Vi legede lidt med bolden og jeg fik uheldigvis sparket Juan Pablo i hælen. Pablo kom fint ud af mødet med min storetå, men det gjorde min storetå ikke. Jeg spillede dog videre og vi fik hygget os godt. Dejligt at spille med dem igen. Det er altså meget anderledes end i DK. Da vi var kommet hjem, kunne jeg godt mærke en dunkene storetå, men som man vist nok siger: ”smerter hærder”, så det tog jeg mig ikke meget af.

Torsdag vågnede jeg op med bankene smerte i min fod. Jeg kunne knap gå og måtte i stedet humpe rundt. Efter lidt overtalelse fra min kære kone, gik jeg med til at tage et smut til lægen. Det gjorde vi så og der fik vi taget et røntgenfoto af fod og specielt min stakkels tå. Heldigvis var der ikke brud på tåknoglen. Det var ikke andet end en kraftig forstuvning så med noget smertestillende og lidt tålmodighed skulle jeg kunne være klar igen i løbet af 2 uger. Vi fik fremskaffet noget doping (smertestillende), men tålmodigheden var i mangelvare, så jeg fortsatte ufortrødent med at humpe rundt.

Om eftermiddagen tog vi af sted til en nationalpark som ligger op af en bjergside tæt ved byen. Naturen og udsigten var super flot og vi fik taget en god håndfuld billeder inden nogle sorte skyer fik skræmt os ned igen, ind i en minibus og hjem til Quillacollo.

Comments are closed.