Store oplevelser

Posted by on 27. februar 2009

Der er mange som kender karnevallet i Brasilien. Nok mest for den sparsomme påklædning. I Bolivia holder de også mange karnevaller. Et af de ældste er en over 2000 år gammel tradition, hvor bolivianerne fejrer ”moder jord”. Netop det karneval skulle vi opleve.

Fredag morgen pakkede vi bussen og satte kurs mod Oruro. Vejen dertil er lang og fører os gennem bjergene, hvor udsigten er helt fantastisk. Dog vil det nok være en god idé at folk der bare har en smule højdeskræk, bør medbringe et mindre arsenal af ekstra underhylere. Efter mange timers kørsel, nåede vi endelig Oruro. Klokken var mange og vi fik indlogeret os hos noget fjern, men meget gæstfri familie. Den følgende dag, efter en hurtig morgenmad, fik vi pakket os sammen og bevæget os mod det største karneval i Bolivia. Paraden går gennem den ca. 4km lange hovedgade i Oruro og ender ved en gammel kirke. I kirken knæler alle paradedeltagerne foran en statue af den hellige jomfru Maria. For turister er det mest imponerende ved karnevalet nok deltagernes udsmykning. Dragterne er udført i meget stærke farver og er et imponerende syn. Karnevalet tager tre dage at komme igennem for de mange dansere og jeg kan forestille mig at det er med meget ømme fødder. Under paraden, sidder tilskuerne på opsatte tribuner på hver side af hovedgaden. Mellem hvert dansehold, har man (nok mest de unge), indført vandkamp. Man sidder således på hver sin side med store vandgeværer og vandballoner som i et inferno bliver kastet mod den modsatte side. Når man løber tør for vandballoner, kan man under tribunerne købe ny ammunition, som mange lokale unge, står klar til at sælge. Et festligt indslag, specielt med tanke på at temperaturen er temmelig høj. Efter en lang dag på meget små bænke, var vores små bagdele nok meget tilfredse med at vi skulle videre. Hjem til vores værter og overnatte en gang mere, inden vi skulle videre til næste store oplevelse.

Salar de Uyuni

Bolivia har den fattigste befolkning i Sydamerika, og det til trods for at landet har enorme mængder naturressourcer. Bolivia ligger inde med verdens største forekomster af litium, som f.eks. bruges i batterier. Litium-forekomsterne findes i regionen Uyuni, i det som kendes som verdens største saltsø. Den er godt 10.000 km2 stor. Til sammenligning kan det nævnes at sjælland er på godt 7.000 km2. Saltsøen er kendt for at være et af de steder på jorden, som mest af alt ligner noget fra en anden planet og når den er dækket af vand, ses den fra rummet, som verdens største spejl. Da saltsøen er meget plan, faktisk under ½ meter fra højeste til laveste punkt, bruges den bl.a. til kalibrering af GPS satellitter. Saltsøen var næste mål på vores rejse.

Rejsen til Uyuni startede ved togstationen i Oruro. Derfra tog vi toget på en næsten 7 timer lang tur. Hastigheden nåede sjældent op på de maksimale 75km/t på den godt 300 km lange strækning og vi fik set mange golde områder med meget lidt beboelse. Omkring kl. 22.30 ankom vi til Uyuni. Byen virkede meget mørk og forladt og vi skulle nu se om vi kunne finde det hostel vi skulle overnatte på. Vi fandt det og fik lagt os nogle, efter forholdene, meget gode senge.

En tur vi aldrig vil glemme

Dagen efter stod vi op, fik spist vores morgenmad og tog af sted for at finde et rejseselskab som kunne køre os ud til saltørkenen. Det gik fint. Vi fandt et selskab som til en fornuftig pris kunne skaffe os på en 3-dages tur til saltørkenen og flere andre seværdigheder i det sydlige Bolivia. Vi accepterede og startede med vanlig sydamerikansk skik, at tage af sted senere en planlagt.

På vej ud mod saltørkenen, stoppede vi ved ”tog-kirkegården”. Sjovt nok består den af en masse efterladte tog, som man fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1940’erne, brugte til transport af mineraler. Nu er det bare et udflugtsmål for turister på vej mod saltørkenen. Efter at have taget de obligatoriske billeder af de meget stillestående tog, hoppede vi ind i jeepen og ud i saltørkenen. Med en kraftig sol fra oven, og et helt hvidt underlag var solbriller en nødvendighed. En helt fantastisk oplevelse. Efter små 20 minutters kørsel ud i det endeløse hvide, gjorde vi holdt så vi kunne fodre vores kameraer. Vi fortsatte turen og efter noget tid, ankom vi til det som kaldes ”Isla del pescado” (fiskeøen). Det er en lille ø midt i saltsøen. På øen lever der kun vilde kaniner og begrænset vegetation. Mest imponerende er de enorme kaktusser, den ældste vurderet til at være 1.200 år. Her fik vi strukket vores ben. Fra toppen af øen kunne vi nyde endnu en storslået udsigt.

Det var blevet sidst på eftermiddagen og vi begav os videre og nåede udkanten af saltørkenen i syd. Der holdt vi ind på det hotel, hvor vi skulle tilbringe natten. Hotellet var ikke helt normalt, da det var bygget af …salt. Jo, den er god nok. De ”mursten” hotellet var bygget af, var hugget ud i salt. Faktisk var alt i hotellet, lavet af salt, bortset fra døren, som var lavet af kaktus-træ. Vi fik indlogeret os og satte os til rette i stuen, med udsigt over saltørkenen hvor en træt sol gik ned i vest. Vi fik spist aftensmad og grinet lidt over et spil UNO.

”Af skade bliver man klog”

2.-dagen af vores store tur, var blandet af gode og dårlige oplevelser. Efter planen skulle vi stå tidligt op og af sted. Godt to timer efter det aftalte afgangstidspunkt, kunne vi tage afsked med salthotellet og ud på en lang tur sydpå. Årsagen til forsinkelsen lå ene og alene hos vores chauffør. Aftenen forinden havde han fejret en boliviansk helligdag og det må have været en våd fornøjelse, for han var spritstiv da vi endelig kom af sted. Efter et par timers kørsel, nåede vi ud på en stor slette, hvor man nærmest følte at der ikke var andre end os. Pludselig begyndte vores aldrende jeep at sige lyde som ikke var særlig behagelige. Vi måtte stoppe, midt i ingenting og chaufføren stak sit lille promillefyldte hoved ind under kølerhjelmen. Lettere bekymrede, måtte vi vente og efter en halv time, blev bilen startet og vi kunne fortsætte. Turen fortsatte, men efter kun 1½ times kørsel var den gal igen. Under terrænkørsel faldt udstødningsrøret af og mens vores chauffør fik bakset det op på taget, tog vi et lille kig under bilen. Til vores store overraskelse, manglede flere af bladfjedrene og støddæmperne så ikke ud til at have nogen reel funktion. Det forklarer nok også at vi følte hvert en lille bump i det ujævne terræn. Turen fortsatte med flere motorstop, samt en colaflaske som gav op og sprøjtede bilen til. Nå, men rejsen gennem det golde landskab bød også på en storslået natur, som bortset fra sporene af fra køretøjer, så ud til at være fuldstændig uberørt af mennesker. Vi nåede frem til en stor lagune, kaldet ”La Laguna Verde” (Den grønne lagune) som er tilholdssted for en masse flamingoer. Her holdt vi ind og indtog vores frokost, godt ømme i vores stakkels kroppe. Vi kunne godt mærke at luften var ved at være lidt tynd hvilket skyldes at vi nu var oppe i 4.300 meters højde. Efter frokosten, fortsatte vi turen og kom nu forbi endnu en lagune. Denne lagune var meget farverig og bliver kaldet ”La laguna Colorada”. Endnu engang måtte vi strække benene og få knipset de obligatoriske billeder. Turen fortsatte, med flere uplanlagte stop, forsaget at vores vrag af et køretøj. I takt med at vi nåede op i højereliggende luftlag, kunne vi godt mærke at vejrtrækningen blev sværere, både for os og for vores Toyota Titanic. Et af de ufrivillige stop var af en ret naturlig årsag. Det viser sig nemlig at køretøjerne i Bolivia sjovt nok skal bruge brændstof for at kunne køre. Heldigvis havde vores chauffør en dunk brændstof, men som om vi ikke havde været uheldige nok, havde vi tabt den slange vi skulle bruge for at kunne hælde brændstof på bilen. En mindre vulkan var ved at nå et lunktent punkt inde i min krop, men den blev kølet af, da der kom en anden jeep med turister, som vi så kunne låne en slange af.

Det var ved at blive sent og vi nåede frem til stedet hvor vi skulle overnatte. Det var en mindre bebyggelse, måske 20 huse i alt. Vi får pakket af og går ind ad døren til den hytte som vi var blevet tildelt. Godt trætte er vi efter en dag hvor alle knogler i vores kroppe er blevet rystet, som ranglen i hånden på et spædbarn med DAMP og ADHD. Efter en kort aftensmad, tilberedt af vores chauffør, trillede vi ind på vores meget lille værelse, hvor vi lige akkurat kunne være alle sammen. Der gik ikke længe før vi faldt i søvn. Efter et par timers søvn vågnede jeg, til lyden af en velkendt, men ikke helt elsket lyd. Lyden kendes bedst som den der oftest følger med når nogen lukker luft ud af kroppen. En prut af en styrke, hvor selv løver og bjørne ville stikke af. Flere af de andre var allerede vågne og vi var alle sikre på at den hurtigt tilberedte aftensmad godt kunne være årsagen til det som vi senere døbte ”Natkoncerten”. Prutterne forlod vores korpus i en uendelighed. Vi stod op og fik ved samme lejlighed lykønsket de to fødselarer, nemlig min mor og Doris bror Juan Pablo. Vi fik pakket sammen og læsset på bilen, denne gang med hjælpe fra den, denne gang, ædru chauffør. Det var bælgmørkt og vi satte i gang. Igen med en ulykkesstjerne over os, som befalede bilen at bryde sammen igen, igen, igen. Efter at have skruet, hamret og suttet på brændstofslange, fik vores chauffør liv i bilen og vi kunne fortsætte. Vejen var mere jævn, så tempoet blev skruet op. Over stok og sten, og længere op i temmelig tynde luftlag. I over 5.000 meters højde fik vi fornøjelsen af at opleve varme gejsere som spyede damp op. Omkring var der flere huller i jorden med giftige mineralsøer. Efter et kort ophold kørte vi videre og ned til en holdeplads hvor mange andre turister i jeeps havde gjort holdt. Her lå en lille sø der fik tilført varmt vand fra undergrunden. Her kunne man i sit medbragte badetøj sætte sig og få et dejlig varmt bad. Et meget tiltrængt bad, da min krop nok lugtede af et miks af kropsdufte fra natkoncerten og selvdød lama. Det hjalp gevaldigt på humøret at blive nogenlunde ren. Herefter var det blevet tid til at vende hjem til Uyuni. På vejen tilbage holdt vi ind ved gejserne igen, denne gang i sollys, så man kunne se det hele. Specielt en af gejserne skulle vi hen til igen. Det var nemlig muligt at få en 1½L vandflaske til at svæve over jorden vha. trykket fra vanddamp. Turen fortsatte hjemad, denne gang med færre motorstop end på udturen. Vi stoppede ved en landsby for at spise lidt frokost og senere fik vi set ”Træstenen” som er en klippe der er blevet formet af vinden og tidens tand. Timerne gik og hen mod aftenen kunne vi pludselig se lysskæret fra Uyuni. Vi var glade og lettede. Turen havde været hård, mest af alt pga. bilens tilstand og de mange ufrivillige stop, men vi var også mentalt fyldt med store oplevelser, som nu skulle absorberes. Jeg tog mig selv i at sidde smilende da jeg tænkte på at jeg tidligere ikke havde troet at vi ville nå frem i dette køretøj. Jeg sad og blev lidt imponeret over at denne Toyota 4×4 som gang på gang blev vækket til live og nu endelig skulle køre os ind i Uyuni by. Det var omtrent på det tidspunkt at nemesis blev træt af mig …igen… og sørgede for en punktering, som en slags ”prikken over i’et”. Reservehjulet blev sat på og vi trillede ind i Uyuni. Hos rejsebureauet gav vi den hele armen for at få noget en del af turen refunderet, hvilket var noget af en udfordring. Da vi endelig fik refunderet et mindre beløb, fandt vi ud af at vi havde fået udbetalt i falske penge. Hele farcen endte med at politiet blev indblandet og at vi fik vores penge. Begivenhedsrig tur? …det må man nok sige.

Hvad vi har lært af dette, er at man skal lave et grundigt forarbejde for at finde et godt og pålideligt rejseselskab. Ud fra denne beretning, vil mange nok tænke at turen var en fiasko. Alt i alt mener jeg dog at det har været en kæmpe oplevelse og trods rejseselskabets mangelfulde kvalitet, har vi rejst, set og smagt på et af moder jords mest fantastiske steder. Det har været uforglemmeligt og jeg håber at det ikke er sidste gang jeg få lov til at opleve verdens vidundere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>