Kan I komme til mit bryllup?

Posted by on 10. maj 2005

Hej alle sammen

Den forgangne uge er heller ikke sket helt uden begivenheder. Så her kommer endnu et afsnit af min føljeton fra Chile.

Tur til Tacna

Lørdag (30/4-05) formiddag tog jeg en tur til Tacna, en by der ligger på den anden side af grænsen til Peru. Jeg var blevet inviteret af min ven fra Danmark, hans kæreste og svigermor. Turen var lidt af en oplevelse. Første stop var ved grænsen. På den chilenske side, skete der ikke så meget. Vi skulle bare bruge små 15 minutter på at udfylde nogle papirer med personlige oplysninger og derefter videre til den peruvianske grænsepost små 200m væk. Der var det til gengæld en helt anden historie. Vi blev tjekket i hoved og røv, skulle udfylde papirer ved 17 forskellige kontorer, med vigtige oplysninger om formål med opholdet, ægteskabelig status, skostørrelse og yndlingsfarve. Det var et rent gedemarked men jeg tog det som en oplevelse og påskønnede at det ikke er tilfældet hjemme i DK/EU.

I Tacna fik jeg bekræftet noget jeg har læst i en artikel i ekstrabladet hjemme i DK. De peruvianske taxi-chauffører kører fuldstændig hensynsløst. Det var helt vildt. Den chilenske kæreste til min danske ven, blev da også påkørt da en bilist skulle bakke ud fra en P-plads. De er fuldstændig ligeglade med deres medmennesker. Nå, men udover livsfarlige trafikanter, har de faktisk også kæmpe markeder med en masse billige ting. Man kan købe stort set alt til en billig penge. Priserne er ca. det halve i forhold til det jeg kender fra Arica.

Turen hjem gik som turen ud. Ca. en times kamp ved grænsen. Jeg fik skrivekrampe i begge hænder. Stakkels lille dansker.

Og så blev jeg gift

Det var i hvert fald tæt på. Nå, men efter turen til Tacna, skulle vi så til den årlige vinfest i Codpa. En oplevelse jeg sent vil glemme. Nå, men jeg tog med mine danske venner ned til Campus Velasquez som er en af universitetets andre afdelinger. Der ventede vi sammen med de andre på den bus der skulle transportere os de små 130km frem til byen Codpa. “De andre” var en gruppe studiekammerater til min danske vens kæreste. Dag bussen efter chilenske forhold kom frem i tide, dvs. ca. 1½ time for sent efter danske forhold, fik vi læsset den og begav os på vej. Det foregik i højt humør, sang og med en enkelt øl i hånden eller to.

Efter en lang tur med tisse pauser og en fantastisk udsigt, nåede vi ved aften tide endelig frem til Codpa. Der var allerede gang i festlighederne, så vi fik banket vores telte op og ind i centrum af byen. Der oplevede jeg en anden type chilenere end dem jeg kender fra Arica. Varmblodede chilenere der ikke ser særlig mange blåøjede-blonde-blegfede gringoer til daglig. Jeg fik temmelig meget opmærksomhed. Nå, men efter at have oplevet dansepiger i gult tøj og piger klædt ud i brudekjoler, fik jeg selv gang i fodsålerne. Jeg blev inviteret ud og danse af mine amerikanske veninder, nok mest fordi de stolede på mig og ville redes fra nogle brunstige chilenske handyr. Senere, efter at have smagt en af hovedårsagerne til at der overhovedet var fest, den lokale vin, blev jeg inviteret ud og danse med en af de lokale piger. Hun var ikke nogen skønhed, men heller ikke en heks og jeg trængte egentlig også til at få danset et par liter rødvin ud af kroppen, så jeg sagde pænt ja tak. Vi startede med at danse og det gik da også meget fint indtil hun lige pludselig slog armene om halsen på mig og begyndte at kysse mig. Jeg var endnu ikke kommet mig over chokket før hun flåede i min arm og førte mig over til familie og venner og begyndte at introducere mig. Jeg var helt paf og anede ikke hvad jeg skulle gøre. At stikke af ville virke lidt underligt, men efter at hun havde stukket tungen langt nok ned i min hals til at hun kunne smage min morgenmad og fortalt veninderne at jeg var hendes nye kæreste, så jeg ingen anden udvej. Jeg forsvandt hen i mit telt i universitetslejren hvor hun ikke kunne finde mig. Alt dette skete på under 5 minutter og havde jeg ventet et par minutter mere, var jeg sikkert blevet gift.

Næste morgen stod jeg tidligt op efter en lang nats søvn. De andre sov stadig rosenrødt så jeg smuttede ud og tog en masse billeder af byen og området. Byen ligger i en oase midt i ørkenen og der er vel ikke mere end 100-200 indbyggere. Senere stod de andre op med tømmermænd men stadig i godt humør. Vi gik ned til den å der løber gennem byen for at klare tandbørstning og hvad der ellers var nødvendigt. Lidt af en fornøjelse at være med i det selskab jeg var i. Min danske vens kæreste har heldigvis en masse søde veninder. Mums!

Senere, efter at have spejdet efter bussen i et stykke tid, var solen kommet et godt stykke op på himlen. Det skal siges at der om natten i Codpa er ret køligt, helt ned til omkring 5 grader. Til gengæld er der så tilsvarende TEMMELIG lunt om dagen. Vi gik derfor ned til åen for at køle os af. Vandet var dejligt forfriskende omkring fødderne, men det stoppede ikke der. Vi fandt et sted hvor bækken var smal og strømmen stærk. Der satte vi os og nød naturens hjemmelavede jacuzzi. Klokken blev hen over middag og vi besluttede at pakke vores ting sammen, så vi var klar når bussen kom. Efter det var klaret, gik vi op i bymidten. Der mødte vi vores chauffør der til vores store ærgrelse havde ventet på os i små 3 timer. Han havde byttet den første bus ud med en der var større, så vi kunne blive transporteret mere behageligt hjem til Arica. Vi fik læsset bussen og ca. klokken 16.00, begyndte hjemturen. Få kilometer efter byen, holdt der en anden bus i vejkanten med motorproblemer. Som de venlige mennesker chilenerne er, kørte vi op foran den anden bus, fik koblet den på og begyndte på de små 125 der var hjem til Arica. Det skal lige siges at det ikke gik særlig stærkt. Klokken var omkring 21.00 om aftenen før jeg landede i mit hus igen efter en lang men hyggelig tur.

Mit Cisco-kursus

Mandag (2/5-05) startede jeg på mit længe ventede Cisco-kursus. Det er et Cisco-kursus for instruktører, så når jeg en gang bliver færdig og består eksamen, kan jeg undervise i computernetværk. Hvad jeg måtte sande på den hårde måde, var at undervisningen er hver dag fra 8:00 til 19:30 med pauser. Egentlig er det ikke noget jeg er ked af, da jeg interesserer mig meget for emnet, men da jeg også har undervisning i andre fag, måtte jeg træffe et valg. Enten skulle jeg vælge at tage normale universitetsfag, eller også skulle jeg tage mit Cisco-kursus. Jeg vidste ikke om det ville blive godkendt af mit universitet hjemme i DK, men prisen for det er helt anderledes, så jeg valgte at tage kurset og droppe mine fag. Senere, efter en mailkorrespondance med universitetet hjemme i DK, har jeg fundet ud af at jeg nok skal få nogle point for det.

Glad for mit nystartede kursus, måtte jeg torsdag beklageligt nok, se universitet lukke endnu engang pga. protester. Denne gang nøjedes de bare ikke med at se universitetet lukke for én dag, for fredag var der også lukket og låst. Rygterne går på at der i hele næste uge også er lukket, så jeg er lidt nervøs for hvad der så sker med kurset der “kun&” varer 7 uger. Nå, men jeg har endnu ikke tabt modet og vil se tiden an.

På tur med de andre udvekslingsstuderende

Lørdag var jeg af universitetet blevet inviteret på tur med de andre udvekslingsstuderende ud for at se noget chilensk kultur og natur. Sikke en oplevelse.

Vi startede klokken 7.20 om morgenen hvor vi skulle mødes foran Universitetet. Universitetet var nu barrikaderet så det ikke var muligt at komme ind for normale mennesker. De studerende havde opsat vagtposter ved indgangene og man skulle vise ID-kort og have en god grund hvis man ville passere. Nå, men da klokken blev 7.40 dukkede de sidste udvekslingsstuderende op og vi kunne starte vores udflugt.

Efter et par stop ved nogle historiske udgravninger nær Arica, kørte vi op i bjergene. Klokken var omkring 8:30 om morgenen og vejret var skyet. Efterhånden som vi kom længere op, gennem de snoede veje og gennem skyerne, fik vi solen at se.

På et tidspunkt stoppede vi et sted hvor vejen tilsyneladende hældte ned af i forhold til kørselsretningen. Vi blev af vores guide fortalt at dette var et helt specielt sted det efter sigende skulle have et magnetfelt. Bussen blev sat i frigear og begyndte at trille baglæns. En meget underlig fornemmelse. Man mener også at årsagen kan være et optisk bedrag. Uanset hvad, var det sjovt at opleve. Samme sted var der også en masse kaktusser og vi måtte lige se hvad det var for nogle. Jeg kan ikke huske navnet på den type kaktus, men de kan blive op til 7 meter høje og der er ret få af dem. For at plante en sådan kaktus, skal man bruge en han- og en hun-kaktus. Jeg forstod det ikke helt, men det må tage et stykke tid for kaktusserne at bevæge sig hen til hinanden, for slet ikke at tale om nåle-problemet når de skal dyrke katkus-sex. Før i tiden brugte man kaktus-nåle som synåle og fiskekroge og de kan holde sig fantastisk lang tid.

Vi stoppede et sted hvor der var en kæmpe kløft mellem bjergene. Vi skulle selvfølgelig prøve at stedets ekko-egenskaber, hvilket blev en ret sjov affære. Jeg kom vist nok til at råbe nogle ting om min gode skotske ven, til stor morskab for os alle.

Vi kørte videre og efter et stykke tid begyndte man at kunne mærke på sin krop at man var kommet op i de højere luftlag. Det blev koldere og vi fik strenge formaninger om at gå meget langsomt når vi skulle ud og se de seværdigheder der måtte være. Ikke noget med at få pulsen op. Nå, men vi stoppede altså ved et spisested for rejsende. Det ligger i 3200meters højde og der konsumerede vi vores morgenmad. Vi fik samtidig et at stedets specialiteter, kokablade i varmt vand. Det måtte jeg lige prøve. Det smagte  ikke rigtig af noget, så jeg tog mig lige et af bladene og tyggede på det. Ikke nogen vild oplevelse, men nu har jeg prøvet det.

Turen fortsatte og vi kom længere og længere op. Et par af de andre rejsende kastede op, endda tøserne fra La Paz i Bolivia var ikke helt friske. Jeg blev mere og mere glad for de højdesyge-piller jeg havde købt til lejligheden. Vikingen fra DK, var frisk og i hopla. Nå, men videre gik det og vi stoppede et par steder ved opsatte boder for turister. Et af dem med en fantastisk udsigt over byen Putre, en by som vi senere på rejsen skulle besøge.

Vi kørte videre og nåede op til Lago Chungara. Det er der hvor verdens højst beliggende sø ligger. Inden jeg rejste, fik jeg ellers at vide at det var Titikaca-søen der var det, men det passer altså ikke helt. Titikaca-søen ligger i 3800 meters højde, mens Lago Chungara ligger i små 4500 meters højde. Vi stoppede og tog en masse billeder, som en flok japanske turister. Sikke en udsigt. Udover vulkanen der lå i baggrunde, nåede jeg også at få et glimt af de flamengoer søen også er kendt for at huse. Det siges at søen er dannet for ca. 35 millioner år siden, dengang hele området var dækket af hav. Et kraftigt jordskælv skulle så have isoleret vand fra stillehavet til den sø der så ligger der i dag. Efterhånden, gennem de mange millioner år, er søen så blevet skubbet længere og længere op i takt med dannelsen af andesbjergene. Nå, men videre gik det mod byen Parinacota som lå et par kilometer væk. På vejen gjorde i holdt ved et sted, hvor vi mødte lamaen “Lolly”, som er meget glad for mennesker, specielt dem der har kiks eller andet spiseligt. En sød lama, som hurtigt blev min nye ven. Nå, men vi stoppede så i Parinacota. En ældgammel by fra omkring 1600-tallet. I fantastisk smukke omgivelser og i stærk sol. Byen, eller hvad man kunne kalde det, havde måske huse til 50-60 mennesker, men vi så kun 2 af dem. Efter at have taget en masse billeder, samt brugt penge på diverse souvenirs, begav vi os i retning mod byen Putre, der var sidste stop inden Arica.

På vejen måtte flere og flere af mine rejsefælder give op for højdesyge brækkede sig i de poser som vores guide havde været så venlig at tage med.

Nå, men vi stoppede så i Putre omkring 17-tiden, … for at spise frokost! Jeg prøvede et af stedets specialiteter, som er alpaca-bøf med diverse grøntsager. Alpaca-kød, stammer sjovt nok fra Alpacaen, som er en lama-art og smager ret godt. Efter aftensmaden gik vi lidt rundt i byen. Det er en fantastisk smuk by, og den bliv ikke mindre smuk i aftensolen. Jep, solen går tidligt i seng når man er i bjergene. Nå, men jeg så nogle drenge et sted i byen, der spillede fodbold på en legeplads. Vikingen fra DK kunne selvfølgelig ikke nære sig og måtte lige ned og spille med. Fodbold i 3500 meters højde er ikke noget jeg er vant til, og mistede hurtigt pusten, men sjovt var det da.

Efter besøget i Putre, manglede vi bare turen hjem til Arica. Eter små 2 timers kørsel mere, endte vi også der hvor turen startede. En helt fantastisk oplevelse som jeg sent vil glemme.

Slut for denne gang. Se billederne . Eneste problem med dem er at man ikke få samme oplevelse ved at se dem, sammenlignet med at være til stede, men de kan i hvert fald give en idé om hvad det er jeg har oplevet.

Comments are closed.