Turen til Machu Picchu

Posted by on 10. juli 2005

Jeg havde hørt meget om at Machu Picchu var et af de steder man bare måtte besøge, hvis man havde chancen, så det gjorde jeg. Turen i sig selv blev dog fantastisk oplevelsesrig og er næsten en historie i sig selv.

Luksusbus  …eller?!?!?

Fredag aften d. 24/6, tog Doris og jeg fra Arica til Tacna i Peru. I Tacna skyndte vi os at købe en billet til den sidste bus til Aricipa. I skyndingen havde vi dog ikke tænkt på at se bussen først, så vi blev lidt overraskede over at se det lig, der skulle transportere os de næste mange hundrede kilometer. Udover det, var bussen også fyldt med fattige peruanske handlende som medbragte tøj i store mængder, hvilket ikke er helt lovligt.

Kontrolpost

Bussen satte i gang og allerede ved den første kontrolpost, fik vi at se hvad der sker hvis man har for meget med. Politiet ville undersøge bussen, men havde stort besvær med at komme til at undersøge de rejsendes bagage, da peruanerne ikke blot protesterede, men gjorde alt hvad de kunne for at forhindre politiet i at arbejde. Det endte med at politiet beordrede alle af bussen så de kunne beslaglække det der var for meget. Jeg var vildt overrasket hvor meget tøj der var gemt og presset ind i den bus. Her snakker vi altså ikke i kilo, men kubikmeter! Det kostede 3 ekstra timer og klokken nåede at passere 01.00 før vi kørte videre.

Skyhøje priser på togbilletter

I Aricipa besluttede vi os for at flyve videre til næste stop, nemlig storbyen Cuzco. Derfra ville vi tage toget til Aquas Caliente nær Machu Picchu, men det sidste tog var netop afgået, så i stedet tog vi en taxa til det nærmeste vi kunne komme, nemlig byen Ollantaytampo (fedt navn, men prøv lige at udtale det !?!). Der nåede vi til, lørdag aften ved 20-tiden og vi skyndte os ned til stationen for at købe vores billetter. Vi blev dog mødt af et par kedelige overraskelser. Udover at stort set alle billetter var revet væk, var prisen for at komme med toget de ca. 40 km, fuldstændig vanvittig. Rundt regnet 900 DKKR skulle vi af med for 2 returbilletter til Aquas Caliente. Det mente vi var i overkanten af vores budget, så vi valgte at vente til den følgende dag for måske at kunne købe et par af de billige pladser som turisterne ofte kommer for sent til.

En lille søndagstur

Søndag morgen gik vi ned mod stationen igen. På vejen stoppede vi på en internetcafé for lige at sende et par mails til urolige familiemedlemmer. Da vi sad der, hørte vi en turist spørge ejeren af stedet om ikke det var muligt at komme til Machu Picchu på en billigere måde end den der kunne tilbydes via jernbanen. Svaret var at det kunne der sagtens. Man skulle bare tage en bus ud til et sted på jernbanestrækningen og så gå de sidste kilometer. Det skulle efter sigende tage 6-8 timer. Vi afsluttede nørderiet og skyndte os samme vej som turisten. Ind i bussen, hvor vi mødte 2 andre turister med samme plan som os, ud til jernbanen og så gik vi ellers. Busturen dertil kostede os ca. 4 kroner, så det var indtil videre en ret god forretning for os.

Jeg havde i skyndingen ikke lyttet efter hvor langt vi skulle gå, men det kunne vel ikke være så svært, … eller? Vi gik og vi gik og vi gik. Vi gik lidt mere og fortsatte derefter med at gå. Som I kan læse, gik vi altså en hel del. Vi fulgte jernbanen og fik set et storslået bjerglandskab. Vi gik forbi små hytter der husede peruanske familier. Vi så også ruiner af gamle bygninger, heraf også noget fra inka-tiden.

1000 stjernet hotel

Det blev aften og vi holdt 3-4 timers hvil ved floden som følger jernbanen mellem bjergene. Det var helt fantastisk at sidde ved floden, se på ildfluer, flagermus og tælle stjernerne på verdens bedste hotel. Ved 01-tiden fortsatte vi for at udnytte at toget ikke kørte om aftenen og at vi derfor ikke skulle være bange for at blive kørt ned. Vi fortsatte turen i månelyset og udover at blive forskrækket af et par meget sorte køer langs strækningen, nåede vi til Aquas Caliente ved 6-tiden mandag morgen. Efter en gåtur på små 20 timer, 28 kilometer, uden mad, kun med en vanddunk som proviant kunne vi endelig holde et par timers hvil, inden vi igen stod op, for at bestige Machu Picchu. Igen var vi for nærrige til at betale de 24 US$ for at køre med bus op af bjergvejen, så den tur gik vi også. Det var hårdt, men vi nåede målet. Endelig var vi der. Machu Picchu.

Vi kom, vi så, det var en sejr

Med følelsen af sejr gik vi turen rundt og fik set det meste af Machu Picchu. Vi fik bl.a. set terrasserne hvor inkaerne plantede forskellige afgrøder. Hvad Machu Picchu også er kendt for, er bygningsarbejdet i sten. Hver enkelt sten er specielt hugget så den passer helt præcist. Det vilde er at der er temmelig store sten i mellem, som vejer op til 50 tons. Vi fik set templer, set solur og en sten der peger direkte mod syd. Jo, Inkaerne var et højtudviklet folk. Synd at det hele gik tabt, bare fordi vi dumme europæere mente det skulle være vores.

Nå, men ved 17-tiden kravler vi ned af bjerget igen, tilbage til byen Aquas Caliente og ind på vores hotel. Der fik jeg taget et velfortjent og RET nødvendigt bad, da min krop efter de sidste par dages strabadser havde fået en lugt, stærk nok til at gøre mindre pattedyr ukampdygtige. Efter at have vasket min smukke krop, tog vi ned i byen for at spise. Vi fandt en hyggelig restaurant og spiste og mætte. Vi fik også set lidt af selve byen som er meget præget af at del kun lever af turister. Priserne er flere steder skruet godt i vejret. Vi tog hjem på hotellet for at få et fortjent hvil.

3 gange i træk

Klokken 4.30 tirsdag morgen stod vi op og gik ned til stationen for at få en af de meget få billige togbilletter der var tilbage for at køre med toget tilbage til Ollantaytampo, ad samme vej som vi havde gået dagen forinden. Med et utroligt held, fik vi netop 2 pladser og kunne glade begynde hjemturen til Arica. I toget mødte jeg 2 danskere som jeg fik snakket en del med. De var på rejse ned igennem Sydamerika og havde en masse spændende at fortælle. I Ollantaytampo skiftede vi transportmiddel og tog med bus til Cuzco. Helt tilfældigt mødte vi igen de samme 2 danskere i bussen, endda lige ved siden af os. Ret tilfældigt. Nå, I Cuzco skiltes vi igen med danskerne, da vi skulle til lufthavnen for at se om det var muligt at få et par billige billetter til Ariquipa. Det var der, men efter at have snakket lidt med damen ved skranken, købte vi i stedet 2 billetter til Juliaca, en anden by i Peru, hvor det skulle være lettere at komme videre fra. Da vi havde ca. 3½ times ventetid, valgte vi at smutte ned i Cuzco centrum for at spise frokost, men også for at se lidt på den smukke by som der også er skrevet en del om i min bog om Sydamerika. Nede i centrum så vi nogle avisoverskrifter der fortalte at der mange steder i Peru var busstrejker. Vi spurgte en lokal, som kunne bekræfte hvad vi havde læst, nemlig at buschaufførerne strejkede i alle de store byer i Peru, – men ikke i Juliaca! Hurra! Mand hvor heldigt. Vi tog derefter på en restaurant for at fylde noget mad i vores sultne maver. På restauranten, mødte vi for 3. gang på samme formiddag, de 2 danskere fra toget. Vildt!

Jeg fik pudset mine sko

Nå, men turen fortsatte. Vi fløj til Juliaca, hvorfra vi tog en minibus til Puno. Der købte vi luksusbus-billetter til den ca. 10 timer lange tur til Tacna. Billetterne kostede svimlende 100 DKKR i alt, men det kunne jeg lige overleve. Vi skulle vente ca. 2 timer på at bussen skulle køre, så vi besluttede os for at få os noget aftensmad i et af de mange stationsrestauranter. På denne station og turen dertil følte jeg virkelig at jeg var i det ægte Peru, udenfor de store turist-områder. Mens vi spiste kom der en lille dreng hen og tilbød at pudse mine sko, …mine sorte gummisko. Jeg afviste ham af ren refleks, men da jeg tænkte efter endnu engang, fik jeg medlidenhed med ham. Han så meget sølle ud. Senere efter aftensmaden smuttede Doris på toilettet og den samme dreng kom igen over til mig. Han tilbød mig igen at pudse mine sko og jeg spurgte hvad han skulle have for det. 50 Centimos, svarende til ca. 1 DKKR. Jeg tog imod tilbudet og han pudsede mine sko. Doris kom ud fra toilettet og jeg fik drengen til også at pudse hendes sko. 2 DKKR lød regningen på og jeg gav ham hvad der svarer til 10. Hans ansigt lyste op så det var en fornøjelse. Det var alle pengene værd at se den 13-årige dreng blive så glad.

Hjem til toilettet

Busturen fra Puno forløb uden problemer og vi landede i Tacna onsdag morgen ved 6-tiden. Derfra tog vi en lyn-taxa til Arica. Lyn-taxa kalder jeg det, da chaufførerne sandsynligvis aldrig har hørt om sikkerhedsseler eller kørekort, men nærmere har taget et flycertifikat i den nærmeste lufthavn. Så snart man har sat sig ind i taxaen, bliver pedalen presset i bund, og stopper først når man når grænsen. En billig, men helt sikkert ikke ufarlig, måde at rejse på. Endelig nåede vi til Arica. Jeg fik afleveret Doris hjemme hos hendes værtsfamilie og jeg kunne træt og udmattet vende tilbage til mit hjem, hvor det første jeg mærker da jeg træder ind af døren, … er en følelse i min mave der minder utroligt meget som diarré. Det var det så også og det kostede en god håndfuld piller og et utal af besøg på toilettet, som heldigvis er meget tæt på mit værelse.

Alt i alt en utrolig oplevelsesrig tur, som jeg sent vil glemme. Mens disse sidste linier skrives, tænker jeg på at jeg om 22 dage, 10 timer og 22 minutter lander i Kastrup lufthavn. Behøver jeg sige at jeg nu savner mors frikadeller TEMMELIG meget?

Comments are closed.