Jeg tørrer lige sveden af panden…

Posted by on 9. marts 2005

Hej alle

Så har jeg endelig fået koblet mig midlertidigt på nettet. Om et par dage får jeg min egen forbindelse og så vil jeg også være lettere at få fat i.

Jeg har allerede oplevet en masse ting herovre.

Afsked i Kastrup

Efter afskeden med familien, kørte mine forældre mig til Kastrup. I Kastrup blev jeg nærmest overfaldet af nogle helt fantastiske venner, der havde sat sig for at overraske mig derude. Og overrasket, det var jeg. Og rørt. Det var MEGET pænt gjort af dem og jeg må have lignet en jubelnar med det kæmpe smil der kunne ses helt om i min nakke, hele vejen til Chile. Nå, men efter den flotte afsked, med dertil hørende gave og kram, skulle jeg checke ind. Som der altid skal ske for os i min familie, var der lige en overraskelse der. Som man måske ville formode, havde jeg selvfølgelig pakket tøj og hvad jeg ellers kunne få brug for, til 5 måneder. Min taske vejede altså en smule for meget, (ca. 15 kilo). Hende den lækre ved skranken sagde at vi kunne sige at der “kun” var 8 kilo for meget, men jeg var altså nød til at gå hen til en anden skranke for så at betale for overvægt. Tja, det havde jeg også regnet lidt med, og de 5-600 kr det måtte koste, kunne jeg vel godt betale. Lidt overrasket fandt jeg ud af at det kostede ca. 3400,- for de 8 kilo. Aaaaaaaaaaarghh! Tilbage med kufferten, pakke om og give far og mor de ting jeg nemmest kunne undvære. Tilbage stod jeg så med min computer, et par batterier til mit kamera, nogle lyserøde underbukser, men stadig med 4 kilo for meget. Jeg skyndte mig at betale og nåede lige præcis at komme med flyet uden at blive stresset! Sikke en start.

Kastrup – Frankfurt

Rejsen var ret hård, selvom det ikke lyder af meget, bare at skulle sidde på sin flade i de mange timer det tog. Fra Kastrup til Frankfurt fik jeg mig et oldtidsfund af en rejsefælde. En 81 år gammel dame der skulle besøge sin datter i Afrika. Hende var der dog temmelig meget krudt i, og jeg er ked af at skulle forlade hende, da vi nød godt af hinandens selskab.

Frankfurt – Sao Paulo

I Frankfurt fik jeg selskab af et par flinke tyskere i det kæmpe fly der skulle transportere os til sydamerika. Flinke mennesker. I flyet var der mulighed for at se film under rejsen. Til min store overraskelse og glæde, var der også internetforbindelse. Trådløs internetforbindelse. Så nu kan jeg skrive mig i nørdernes “Mile high”-klub. Det var faktisk ret belejligt, da jeg havde glemt at skrive adresse + telefonnummer ned til den familie jeg skulle bo hos. Den fiksede jeg lige over nettet. Cool.

Sao Paulo – Santiago

Da jeg endelig kom til Santiago, skulle jeg vente 6 timer i lufthavnen. Ikke særlig fedt. Nedtur for at sige det pænt. Der er ikke så meget at lave udover at holde øje med eventuelle lommetyve og lign. Jeg havde jo også min “skat” (min bærbare computer, hvis nogen skulle være i tvivl) i tasken. Jeg fik ringet til min nye familie og fremstammet at jeg var “ham danskeren” der skulle bo hos dem. De lovede at hente mig i lufthavnen i Arica.

Santiago – Iquique – Arica

Endelig skulle jeg videre til Arica med et lille fly. Det var aften og jeg kunne sove hvor end det skulle være. Jeg var ret træt. Nå, men som en lille overraskelse på turen, var der nok nogen der havde glemt at fortælle mig at der var en mellemlanding undervejs, så da jeg vågnede ved at flyet var ved at lande, pakkede jeg mine ting og var klar til at hoppe af. Halvvejs ude af flyet, opdagede jeg at mange af passagererne blev siddende. Det undrede mig lidt så jeg spurgte en af stewardesserne om hvor vi var. Da svaret var Iquique, satte jeg mig pænt tilbage på mit sæde, til stor morskab for personalet og de rejsende. Efter endnu en tur med flyet, vovede jeg mig ud, igen med bemærkninger fra personalet, men denne gang det rigtige sted. Det lokale ur sagde ca. 23.30 og det var mørkt, men varmt. Mine nye forældre stod og ventede i ankomsthallen. Et par flinke “små” Chilenere. Vi kørte hjem og de startede straks med at snakke (“ikke tale, bare snakke”).

9/3-05 klokken 00.13

Jeg har nu været her i nogle dage og efter at have overstået jetlaget mødt det meste af familien, (3 døtre, kun 1 af dem med ring på fingeren), nogle venner af familien, en tur på stranden, kan jeg konkludere at jeg er ekstremt heldig at have fået lige netop denne familie. De er helt fantastiske. Udover at sove fra den fodboldkamp jeg var blevet inviteret med til, har jeg ikke været involveret i nogle katastrofer. Alle er på vej i seng nu, så jeg kobler af for denne gang. Flere nyheder en af de næste dage.

Él hombre danés

PS. Jeg skulle måske lige nævne at jeg render rundt i 25-30 graders varme og sover med åbent vindue.
Sov godt!

Comments are closed.