Den første uge i indianerland

Posted by on 11. april 2007

Nyt fra indianerland

Så er jeg endelig kommet ned til lillemor. Rejsen forløb med kun få ubetydelige forsinkelser og i lufthavnen i Cochabamba stod der en lille Doris og ventede på mig. Superdejligt at se hende igen efter 6 måneder i cølibat. Jeg har nu mødt hele familien og det med stor succes. Jeg havde selvfølgelig gaver med fra Danmark som alle blev rigtig glade for. Doris har tre brødre som elsker at spille fodbold. Vi har været ude og spille et par gange. Ay caramba, de er gode!

El Choco

Der er mange hernede der har svært ved at udtale mit navn. Derfor har de lokale meget belejligt givet mig øgenavnet “El Choco” som vistnok kan oversættes til “blegfis”. Vejret er dejligt. Selvom det er hen på efteråret, er klimaet som en stegende hed sommerdag i Danmark. Jeg tvivler på at det vil overraske nogen af jer derhjemme at min krop har fået sol og vistnok også for meget af det. Jep, jeg er knaldrød i kraniet og mit korpus ligner dannebrog. Sådan! Jeg er hurtigt blevet en del af familien og føler mig meget velkommen. Det samme gælder hos de lokale myg og andre stikkende insekter som hurtigt har udråbt mig til at være en delikatesse. Hvis jeg nogensinde kommer hjem til Danmark igen, bliver det med flere huller end selv den mest patriotiske svejtserost.

Hvis jeg groft skal sammenligne med Chile, kan jeg sagtens mærke en forskel, både på mennesker og kultur. Det er tydeligt at levestandarden er en del højere i Chile end her. De områder jeg besøgte i Chile, er også mere præget af besøg af turister. Jeg har endnu ikke mødt nogen der deler hudfarve med mig (altså før jeg blev solskoldet!!!). Samtidig er jeg også ca. 1 hoved højere end alle andre, så det er også ret svært at gemme sig i mængden.

Påske

I fredags (6/4-2007) stod vi op klokken 5 for at følge et stort optog gennem bydelen og op til en bakke hvor der står et tempel. Under optoget blev der opført skuespil af Jesus korsfæstelse. Afslutningen på det hele skete ved solopgang. Ret flot skal det siges. Per tradition, spiser man 12 forskellige retter til frokost på langfredag. Det skal bare lige nævnes at retterne ikke må indeholde kød, – andet end fisk. Æv! Nå, men eftersom jeg er ekstremt velopdraget (…), spiste jeg pænt op. Hvad laver jeg her? Et rigtig godt spørgsmål, som Doris og jeg har stillet hinanden et par gange. Jeg har indtil videre svaret at jeg er her for at afgive min frihed til fordel for slaveriet. Doris mener til gengæld at det er godt at vi nu får papir på at hun bliver min værge og skal passe på mig, da det er tydeligt at jeg ikke kan klare mig selv i denne grumme verden.

Navigationen svigtede

Søndag aften (8/4-2007) tog lillemor og jeg til La Paz for at kunne tage på den Bolivianske ambassade mandag morgen så vi kunne få lavet det sidste papirarbejde i forbindelse med vores bryllup (min frihedsberøvelse). Desværre mente de hos udenrigsministeriet at der manglede nogle stempler på vores papirer. Disse stempler skulle skaffes på den danske ambassade som heldigvis også ligger i La Paz. Uheldigvis havde ambassaden for en gangs skyld valgt at holde helligdag som i Danmark, – sjovt nok noget de ikke plejer at gøre. Vi var altså tvunget til at trille tommelfingre i La Paz, uden mit kamera og uden ekstra tøj. Vi fik dagen til at gå, hvilket ikke er særlig svært i en by som ligger i 4 kilometers højde. Man bliver nemlig meget nemt forpustet i den tynde luft. Tirsdag fik vi endelig tid på ambassaden, hvor jeg fik en masse dejlig hjælp af den flinke ambassadør. Samme ambassadør havde også mærket de danske udlændingeregler på egen krop. Hendes bolivianske mand, måtte vente over 1½ år på svar fra vores højtærede udlændingeservice. Tilbage hos udenrigsministeriet fik vi færdiggjort papirarbejdet, og skyndte os ned på busterminalen for at tage en bus hjem. Inde i terminalen, fløj der nogle duer rundt. En af dem må have haft problemer med navigationen, for lige pludselig fløj den ind i hovedet på mig, – Av! Trods kollisionen med den arme due, kom vi sikkert med bus hjem til Cochabamba. Mand hvor dyrt Hvis man er udlænding og skal giftes i Bolivia, skal man lige huske at have den store pengepung med. Det er helt vildt hvad jeg indtil videre har hostet op med af penge, bare for stempler til alle vores papirer. Mit gæt er at der nu er brugt omkring 4.500 danske kroner  – og vi er ikke engang nået til festen endnu. Æv!

Comments are closed.