Don D

Posted by on 24. april 2007

Don D

Så skete det. De mørke skyer trak ind over Quillacollo som en solformørkelse og alt blev mørkt. Inde i et lokale stod en kvinde og læste nogle forbandelser op fra en ældgammel bog. De forbandede stod svedende foran og bekendte deres forbrydelser med hver deres “Si” , – Som man måske kan regne ud, så er jeg blevet iført ægteskabets tunge lænker. Doris og jeg skiftede i lørdags vores titler ud og er nu Don og Doña. Det er nok de færreste hjemme i lille DK som ikke kender den dygtige forretningsmand Flemming Østergaard også kendt som “Don Ø”. Uden at kende hans historie, tvivler jeg dog på at han er ligeså meget “Don” som jeg blev denne lørdag d. 21 April 2007, for “Don” det er jeg godt nok blevet.

Festen

I nogle lejede festlokaler, ikke særlig langt fra hvor Doris familie bor, fik vi sagt “Si” til hinanden og hvor urealistisk det end føles, så er vi altså gift nu. Har man ikke været til bryllup i Sydamerika før, skal man nok forberede sig på at traditionerne ikke er helt magen til dem derhjemme. Vi startede klokken 15.00 lørdag – eller rettere 15.30 (det er jo Sydamerika) og gennemførte den obligatoriske ceremoni hvor en notar fra det bolivianske folkeregister og læser en masse uhyre vigtige ting op. Jeg fik trukket lidt på smilebåndet hver gang mit fulde navn skulle læses op, for den stakkels udvalgte kvinde havde sit besvær med at få det udtalt. Iført hver vores guldring, skulle vi fotograferes sammen med diverse familiemedlemmer. Det var ikke så slemt, for selvom alle (ca. 40 gæster) var inviteret til klokken 15.00, var det kun halvdelen som var dukket op. Vi blev derefter placeret ved et bord med vores “faddere” i midten af lokalet, hvorefter gæsterne som så småt begyndte at dukke, kom forbi med lykønskninger og gaver (deriblandt 120 liter øl). Lige pludselig ankom vores, efter min mening, allerbedste gave. Ind i festlokalet træder der lige pludselig en gruppe Mariachi’s og begynder at synge og spille for os. Helt fantastisk. Ægte Mariachis, ligesom på film. Efter deres intro, blev gulvet ryddet og Doris og jeg skulle have den første dans. Derefter med “fadderne”, forældrene, onkler, tanter, fætre kusiner, venner, veninder, kort sagt der blev danset i en uendelighed, og blev i løbet af de følgende 12 timer kun afbrudt af middagen og de utallige gange folk ville skåle med os. Det blev altså et maraton af kaliber. Jeg tror aldrig jeg har danset så mange kilometer, heller ikke mens jeg boede i den famøse kontainer i Herlev også kaldt Herlevkollegiet. Dertil skal så lægges de utallige øl og drinks jeg fik nedlagt. Et antal der kunne få selv nogle at de mest inkarnerede ætanolkonsumere til at blive bløde i knæene (jeg nævner i flæng: Allan “Burnout” Bruhn, Rasmus “håndklæde” Jørgensen, Rune “græssværd” Andersen, Jeppe “søvngænger” Rasmussen -og mange flere). Som aftenen skred frem, begyndte jeg at forstå hvorfor vi havde bestilt og betalt for mere mad end 40 mennesker kan spise. Inden klokken 21.00 havde vi passeret 80 gæster og folk som bare dukkede op, deriblandt drengene som jeg et par gange havde spillet fodbold med. Det skal også nævnes at maden var udsøgt og klart den bedste jeg har fået hernede. Bare surt at jeg havde valgt at tage et par bukser med som af uforklarlige årsager ikke passede min ellers så slanke figur. Jeg måtte ofte hive efter vejret og det blev en kamp at få maden ned.

En sang

Inden jeg tog til Bolivia og min frihedsberøvelse, havde jeg valgt at min gave til Doris skulle være en sang. Jeg havde hjemmefra omskrevet teksten til en melodi som folk kender hernede. Sent på aftenen, efter at have drukket mod til mig (nok til at turde slås med drager og læger med kanyler), indbød jeg Doris til at sige tak til alle gæsterne. Forinden havde jeg allieret mig med mine kommende svigerinder som havde fordelt sangteksten til alle gæsterne. Efter Doris havde sagt hvad hun skulle, indbød jeg gæsterne til at hjælpe mig med at få sunget. Det blev en succes, hvor folk skreg af grin og Doris stortuede. Jeg er ikke i tvivl om jeg har fået et par personlige plusser her i indianerland. Festen fortsatte til et par timer før daggry hvor vi blev transporteret de små 500 m hjem til “Casa Cruz/Weinreich”.

Gaveudpakning

Dagen derpå bød på besøg af tømmermænd i stor stil og om aftenen gaveudpakning også med en ret speciel ceremoni. Alle gaverne blev placeret på et tæppe og alle kontanter talt op. Derefter skulle Doris, jeg og vores faddere løbe rundt om tæppet, med en gryde med glødende kul. Undervejs skulle der kastes sukker på kullene og på gaverne. Derefter skulle vi gå en omgang og sprøjte øl på gaverne. Med en flaske hver i hånden skulle den rystes og sprøjtes på gaverne. Meget underligt. Vi fik pakket gaverne ud, men endnu var ceremonien ikke slut. En af gaverne var et fantastisk flot blomstret grydesæt (det er tanken der tæller). Vi fik hver en gryde i hånden og en halv øl hældt i hver. Derudover blev vi iført hver vores hat. Vi skulle nu skynde os og drikke øllen fra vores gryde og derefter bytte den ud med modpartens hue. Doris vandt drikkekonkurrencen, på trods af at hun ikke drak ud og dermed sørgede for at jeg fik vasket hår i dejlig øl -Mmmmmm! Da jeg er i tidsnød, må jeg berette om resten en anden dag.

Hygge og hils!

Comments are closed.